Underlige aftenlufte er en dansk sang med tekst af Adam Oehlenschläger og med den gængse melodi af Carl Nielsen. Oehlenschläger skrev digtet under et ophold i den tyske by Halle i 1805. Igennem 1800-tallet satte flere komponister melodi til digtet, men disse melodier høres stort set ikke mere efter at Carl Nielsen i december 1914 skabte sin melodi. Senere arrangerede han også sangen for kor. Den er efterfølgende indspillet af mange forskellige kunstnere, både solister og kor, og sangen har gennem mange år været at finde i Højskolesangbogen. Digtet var oprindeligt på ni strofer og det er oftest i forkortet form at man hører den.
Tekst
Oehlenschläger skrev digtet i efteråret 1805 i universitetsbyen Halle under en fireårig europarejse.https://kalliope.org/da/text/oehlen1999062842 Han var taget ned for at besøge Heinrich Steffens. Oehlenschläger havde første gang truffet Steffens på et gæstgiveri på Kongens Nytorv og senere i 1802 haft en 16 timers lang samtale med ham, der påvirkede Oehlenschläger til at skrive digtet Guldhornene. Steffens blev i september 1803 gift med den tyske kvinde Hanna Reichardt fra Halle, og da han ikke kunne få et stilling i København tog han imod et professorat i den tyske by i 1804. Oehlenschläger havde imellemtiden fået udgivet sin digtsamling Digte 1803 i december 1802 og efter Steffens afrejse samlingen Poetiske Skrifter 1805 i juli 1805. Oehlenschläger præstationer som skribent betød at han i sommer 1805 havde held med en ansøgning til kronprinsen om understøttelse af en rejse, og den 5. august 1805 tog Oehlenschläger afsted fra København og ankom til Halle den 18. august.
På skrift ses digtet første gang i et brev som Oehlenschläger skrev hjem til Kamma Rahbek den 11. oktober 1805 fra Halle. Brevet er hovedsagligt affattet som digt og han skrev som introduktion til digtet Med en alvorlig stille Sang Vil jeg endnu for dennegang Til slutning fylde disse Blade. Digtet fulgte derefter under titlen "Hiemvee" og Oehlenschläger forsatte efter digtet med: "Denne Sang kiere Veninde kan De give Rahbek til Charis til et Beviis paa at jeg ingen af mine Venner har glemt".
Det oprindelige digt bestod af ni strofer og havde titlen Hiemvee. Hver strofe har otte verselinje. Der er enderim, i de første fire linjer krydsrimet. Rimskemaet er AbAbccDD.
Første strofe Første strofe er Underlige Aftenlufte! Hvorhen vinker I min Hu? Svale, milde Blomsterdufte: Siig, hvorhen I bølge nu! Gaaer I over hviden Strand Til mit elskte Fødeland? Vil I der med Eders Bølger Tolke hvad mit Hierte dølger? Om accentueringen i linjen "Underlige Aftenlufte" bemærker Ernst von der Recke at "den anden og fjerde Trochæ ere svagere end den første og tredie". I tredje linje læses "Svale, milde Blomsterdufte" i en af Oehlenschlägers ældre udgivelser, mens det hedder "Milde, lune Blomsterdufte" i en senere udgave. Det er denne sene variation der har holdt sig i moderne sange såsom læses i Højskolesangbogen.
Igennem digtet er der flere ord hvis bøjning er gammeldags, således også i første strofes fjerde linje hvor "bølge" er uvant i moderne dansk grammatik. I moderne sanggengivelser bliver ordet bøjet til "bølger" og den fulde linje skrives "sig, hvorhen I bølger nu."
Anden Strofe
Anden strofe lyder Matte Sol! bag Biergets Stene Luerød du synker ned. Og nu sidder jeg allene I min dunkle Eensomhed. Hiemme var der intet Field! Ak, saa er jeg ude vel? Skal i Nat ei barnligt blunde I mit Herthas grønne Lunde. Første linjes "bjergets sten" kan virke underlig da Halle er forholdsvis fladt og der er ingen rigtige "bjerge" i nærheden. Det nærmeste man kommer er og som ligger to-tre kilometer nord for det gamle Halles centrum. I et senere skrift, erindringer udgivet på tysk i 1850, må Oehlenschläger da også indrømme at der ikke var nogle stejle bjerge bortset fra et par stykker Oversættelse fra tysk
Saale som Oehlenschläger skriver at han om vandrede ved er den flod er der løber ved Halle. Den gamle ruin som Oehlenschläger omtaler og som sender ham tilbage til middelalderen må være "Burg Giebichenstein". "Ludwig der Springer" som nævnes var en tysk adelsmand der ifølge en legende var indespærret på borgen og som flygtede ved at springe ud.https://www.deutsche-biographie.de/gnd122886216.html#ndbcontent
Områdets klippekompleks, som Oehlenschläger kalder "bjerge", er porfyr.https://halle.de/leben-in-halle/klimaschutz-und-umwelt/umweltatlas/natur-und-landschaftsschutz/landschaftsrahmenplan/lrp-1997 Et er de højeste punkter er Reilsberg som nu ligger i den zoologiske have. Den rejser sig til 130 meter,https://konservatorium.halle.de/VeroeffentlichungenBinaries/754/1108/statistisches_jahrbuch_2016.pdf mens Saales vandspejl er omkring 74 meter over havet.https://pegelonline.wsv.de/gast/stammdaten?pegelnr=570800
Til linjen "Hiemme var der intet Field!" kan bemærkes at da Oehlenschläger skrev digtet var Danmark i union med Norge, der i udpræget grad har fjelde.
Sidste linjer lyder "I mit Herthas grønne Lunde". Man har troet at "Hertha" var en dansk gudinde, men det bundede i en misforståelse af Tacitus' omtale af Nerthus, en germansk gudinde.Ordbog over det danske Sprog, bind 8. Ordbog over det danske Sprog forklarer "Herthas ø" som en poetisk betegnelse for Sjælland og "Hertha" som henvisende til enten Sjælland eller Danmark. "Herthas grønne lunde" forklares i Edition Wilhelm Hansens blå Sangbogen som "Sjællands skove", mens det andetsteds ses som en henvisning til "de danske bøgeskove". Oehlenschläger er ikke den første digter til at benytte "Hertha". For eksempel hedder det hos Johannes Ewald i en kantate fra 1779 "I Herthas kolde Skygger".Cantate ved Jubileet den 11 May 1779 i Anledning af Universitetets Indvielse for 300 Aar siden
Tredje strofe Den originale tredje strofe er Norges Søn! jeg vel kan mindes, Du har sagt med smeltet Bryst, At i Hiemmet ene sindes Rolighedens stille Lyst. Schweizer, som paa Klippen boer! Du har talt de samme Ord. Selsom Længsel drev med Vælde Eder til de vante Fielde. Denne strofe, fjerde og femte strofe har ikke overlevet i de fleste moderne sanggengivelser.
Fjerde strofe
Den originale fjerde strofe: Troer I da, at Klippen ene Præger sig i Hiertet ind? Ak! fra disse nøgne Stene Vender sig mit bange Sind. Synger Granens, Fyrrens Lov! Hvor er Danmarks Bøgeskov? Gustne Flod, som her sig krummer, Dysser ei min Siæl i Slummer. Med hensyn til "disse nøgne Stene" giver et litografi af William Colley Wrankmore fra 1840, 35 år efter digtets tilblivelse, en idé om det 1800-talslandskab der må have været inspirationen for Oehlenschläger. Billedet viser Johann Friedrich Reichardt have på den østlige side af Saale, selve floden og et nøgent kuperet terræn på den vestlige side.
Selvom fjerde strofe sjældent optræder, måske aldrig, i moderne fremførelser er det dog den eneste Georg Metz fremhævende citerer i sin bog Min danske sang, og han mener at "alle i vore dage med billedlig erindring om guldalderlandet kan følge veråbet i digtets 4. strofe." Besyngningen af den danske bøgeskov forekommer også i Oehlenschlägers Der er et yndigt land hvor det hedder "Vort gamle Danmark skal bestå, / så længe bøgen spejler / sin top i bølgen blå." Beplantning med gran og fyr i Danmark var allerede begyndt med Johann Georg von Langen, der i 1763 kom til Danmark og udarbejdede planer for nordsjællandske skovdistrikter. Mens man før næsten udelukkende havde plantet eg og bøg indførte Langen rødgran, ædelgran, lærk og skovfyr.
Floden, der ufordelagtigt omtales som gusten, må være Saale.
Femte strofe Den originale femte strofe: Hiemme rinder ingen Floder I en siid og leret Grav: Livets Kilde, Glædens Moder Taarner sig, det sølvblaa Hav! Slynger sig med venlig Arm Om sin Datters fulde Barm, Og med Blomsten sig forlyster Paa Siølundas unge Bryster. "Siid" forklares i Ordbog over det danske Sprog som "lavt liggende" og digtets linje citeres i ordbogsopslaget.II. sid, Ordbog over det danske Sprog
"Siølunda" er et poetisk navn for Sjælland. Normalt er formen "Sjølund" som for eksempel findes i På Sjølunds fagre sletter. Oehlenschläger fik benyttet formen med "a" igen i 1823, da til digtet "Prinds Christian Frederiks Fødselsdag", hvor første linjer er "Siølunda glædes atter",Prinds Christian Frederiks Fødselsdag, Kalliope men ellers benytte han sig af formen "Siølund", for eksempel i digtet Siølund.Siølund, Kalliope
Sjette strofe
Den originale sjette strofe og den moderne sangs tredje strofe: Stille, stille! Baaden gynger Hisset mellem Siv og Krat; Sødt en Mø ved Cithren synger I den lune Sommernat: Rene Toner! Milde Lyst! Hvor du strømmer i mit Bryst. Men hvad savner jeg og græder, Mens hun dog saa venligt qvæder?
Oehlenschläger bytter om på ordene i sine versioner af digtet: "Baaden gynger / Hisset mellem Siv og Krat" bliver senere til "Hisset gynger / Baaden mellem Siv og Krat". Biordet "hisset" forklares i Den Danske Ordbog til at betyder "på et andet sted end her".hisset adverbium
Om "Sødt en Mø ved Cithren synger" kan knyttes kommentaren om at Oehlenschläger i et brev til H.C. Ørsted fra september 1805 havde skrevet "I Giebichenstein morer jeg mig mangen Aften ved skiön Musik og Sang". I Giebichenstein havde han besøgt komponisten og kapelmesteren Johann Friedrich Reichardt og hans familie. I november 1805 skrev Oehlenschläger til Christiane Heger at "Hver Söndag tage vi ud til Giebichenstein og spise til Middag hos Reichardts, hvor vi forblive hele Dagen." Reichardts ældste datter havde lært sig selv at spille harpe og guitar. Ifølge kilder havde hun og hendes søstre smukke sangstemmer. Hun var født i 1779, samme år som Oehlenschläger, og hun havde været forlovet to gange, første gang med digteren , der døde i 1800, anden gang med , der døde tre år senere. Faren tillod ikke døtrene at optræde ved offentlige koncerter men de optrådte i private kredse. Oehlenschläger omgikkes døtrene. I brevet til Ørsted skriver han "Pigebörnene ere gode nok. Jeg lærer dem dansk." Det er dog spekulativt om Oehlenschläger med "Mø ved Cithren" skulle have haft en bestemt Reichardt-datter i tankerne, men da Holbergselskabet af 23. september udgav Oehlenschlägers Poetiske Skrifter i 1926 anførte man "formodentlig Steffens' Svigerinde Louise Reichardt".
Tredje linjes "Cithren" skrives nu "cister" og er et lut-agtigt musikinstrument. Det ses ikke så ofte i moderne musik, omend den danske trio Dreamers' Circus benytter instrumentet.
Syvende strofe Det er ei den danske Tunge, Det er ei de vante Ord! Ikke dem jeg hørte siunge, Hvor ved Hytten Træet groer; Bedre er de vel maaskee, Ak! men det er ikke de. Bedre troer jeg vist hun qvæder; Men tilgiver, at jeg græder. Med hensyn til "ei den danske Tunge" (det vil sige det danske sprog), så nævner Oehlenschläger at der ved selskaberne hos Reichardt i Giebichenstein blev sunget sange af Johann Wolfgang von Goethe og gamle italienske kirkesalmer af Leonardo Leo.. "Oft musicirte der Vater am Pianoforte mit seinen Töchtern. Dann wurden mehrere Gesänge von Göthe mit Reichardt's Compositionen, und alte italienische Kirchengesänge von Lenardo Leo gesungen".
Udsagnsordet "tilgiver" er i gammeldags bydeform. Den følgende strofes første linje har også "tager" i samme form. På moderne dansk ville det have været "men tilgiv, at jeg græde" og "tag ikke min sang for andet", men linjerne kan ikke opdateres uden den regulære metrik ødelægges.
Ottende strofe Tager ei min Sang for andet, End et ufrivilligt Suk. Længselsfuldt heniler Vandet, Aftnen er saa blid og smuk. Mangen saadan Aftenstund Sad jeg i min kiære Lund. Mindet vender nu tilbage; Det var Aarsag i min Klage.
Niende strofe
Den originale niende strofe er Tidlig misted jeg min Moder, Ak! det giorde mig saa vee. Danmark er min anden Moder, Skal jeg meer min Moder see? Livet er saa svagt og kort, Skiæbnen vinker længer bort. Skal jeg med den sidste Varme Trykke mig i hendes Arme?