Enkeltmandskreds er en valgkreds, hvor der ved et valg vælges én repræsentant. Det adskiller sig fra en flermandskreds, hvor der vælges flere repræsentanter. Betegnelsen angiver antallet af mandater i kredsen, ikke hvilken valgmetode der anvendes til at udpege vinderen.Lijphart (1995), s. 10–15.
Enkeltmandskredse forbindes især med forskellige former for flertalsvalg, men de kan også indgå i blandede valgsystemer, hvor kredsmandater kombineres med mandater fordelt efter forholdstalsvalg.Farrell (2001), s. 97–103.
Valgmetoder
Ved flertalsvalg i enkeltmandskredse (first past the post) vælges kandidaten med flest stemmer i kredsen, selv om kandidaten ikke har opnået over halvdelen af stemmerne. Denne metode betegnes også relativt flertalsvalg.Farrell (2001), s. 19–23. Andre valgsystemer i enkeltmandskredse kan kræve absolut flertal, benytte to valgrunder eller lade vælgerne rangordne kandidater, hvis præferencer overføres efter bestemte regler.Lijphart (1995), s. 18–21.
Det er derfor vigtigt at skelne mellem kredsstørrelsen – ét mandat – og valgformlen, som bestemmer, hvordan mandatet besættes.
Geografisk repræsentation
Enkeltmandskredse knytter hver kreds til én valgt repræsentant. Det fremhæves ofte som en fordel, at vælgerne dermed kan identificere en bestemt parlamentariker, som repræsenterer deres område. Hvor stærk kontakten mellem vælger og repræsentant bliver i praksis, afhænger dog også af blandt andet partiorganisation og den valgte repræsentants rolle.Farrell (2001), s. 29–31.
Kredsgrænser og vælgernes geografiske fordeling kan påvirke valgresultaterne. Store befolkningsforskelle mellem kredse kan medføre ulige repræsentation, og bevidst fastlæggelse af grænser for at begunstige bestemte politiske interesser betegnes som gerrymandering. Ikke enhver skævhed i mandatfordelingen skyldes dog bevidst manipulation; også vælgernes geografiske koncentration kan have betydning.McGann m.fl. (2016), s. 4–5 og 16–18.
Virkninger på valgresultater
Når enkeltmandskredse kombineres med relativt flertalsvalg, kan der opstå betydelige forskelle mellem partiernes samlede stemmeandele og deres andele af mandaterne. Et parti kan vinde mange kredse med snævre flertal, mens et andet partis stemmer kan være koncentreret i få kredse eller fordelt, så det kun sjældent bliver størst.Farrell (2001), s. 23–29.
Valgsystemets virkninger kan ikke tilskrives kredsstørrelsen alene. Valgformlen og eventuelle supplerende mandatordninger spiller også en rolle. I blandede forholdstalsvalgsystemer kan enkeltmandskredse kombineres med listemandater, der udligner forskelle mellem partiernes stemme- og mandatandele.Farrell (2001), s. 112–120.
Anvendelse
I Storbritannien vælges medlemmerne af Underhuset ved relativt flertalsvalg i enkeltmandskredse. Et historisk eksempel er parlamentsvalget i 2005, hvor Labour ifølge Lijpharts opgørelse opnåede 355 af 646 mandater med 35,2 % af stemmerne. Eksemplet illustrerer, at et parti kan opnå et flertal af mandater uden at opnå et flertal af stemmerne.Lijphart (2012), s. 14–15.
New Zealand anvendte tidligere relativt flertalsvalg i enkeltmandskredse. Ved reformen i 1996 gik landet over til et blandet forholdstalsvalgsystem, som fortsat omfattede enkeltmandskredse, men supplerede dem med partilister for at skabe en mere proportional samlet mandatfordeling. Ved det første valg efter reformen blev 65 medlemmer valgt i enkeltmandskredse og 55 fra partilister; disse tal beskriver ordningen i 1996 og ikke nødvendigvis dens senere sammensætning.Lijphart (2012), s. 22–26.
Se også Opstillingskreds Storkreds
Kilder
Litteratur
Kategori:Politiske valg Kategori:Politisk geografi