Tour de France (; , nogle gange omtalt som "touren") er verdens største cykelløb. Det køres hver sommer i Frankrig i juli med start på en lørdag. Det tre uger lange løb betragtes som en af de hårdeste og mest prestigefyldte konkurrencer inden for cykling og sport generelt.

Historie thumb|right|alt=Map of France with the route of the 1903 Tour de France|Ruten for det første Tour de France i 1903. thumb|right|Starten fra Café au Réveil-Matin i Montgeron, Tour de France i 1903.|alt=A black-and-white picture of a group of persons with bicycles, standing on a road. thumb|Maurice Garin, vinderen i 1903.|alt=A black and white photograph of a man holding his bicycle and a little boy with a little bicycle, being looked upon by two other men. Tour de France blev første gang kørt i 1903. Den gang kunne ruten ikke omfatte Alsace og Lorraine, som var på tyske hænder efter det franske nederlag i 1871. Cykelridtets arrangør, redaktør Henri Desgrange i L'Auto, skrev sommeren 1914: "Når enden på dit gevær peger på deres bryst, vil de trygle om nåde. Lad dig ikke narre. Gør ende på fjenden, uden nåde." Til grund for idéen om Tour de France - at kæmpe sig frem i stegende sol, på bratte veje, på en cykel udstyret med et eller to gear, uden at modtage hjælp fra nogen kant - lå en afhumanisering, der også lagde til rette for grusomhederne under den tilstundende første verdenskrig,Geir Stian Ulstein: "Landeveiens slaver", Aftenposten 6. juli 2019 der til sidst førte grænseområderne tilbage på franske hænder.

For L'Auto og redaktør Desgrange var Tour de France i 1903 en ubetinget succes. Oplaget skød til vejrs, og pengene strømmede ind. Men Tour de France i 1904 blev en ren skandale. Ridtet var nu på 2.388 km; gennemsnitsfarten på 24,849 km i timen. 88 deltagere startede; 15 kom i mål. Vinderen blev den yngste nogensinde, Henri Cornet, 19 år og 11 måneder gammel,1904 Tour de France selv om han havde modtaget en advarsel for at have kørt et stykke af strækningen i bil. Deltagelse var langt fra ufarligt. Nogle af cyklisterne blev fysisk angrebet; i Maurice Garins tilfælde så politiet sig nødt til at affyre pistolskud. Mange steder lå knust glas og søm strøet på vejen. (Den gang måtte deltagerne selv lappe punkterede hjul, og frem til 1950'erne medbragte de op til tre reserve-slanger viklet om skuldrene.) Nick Brownlee: Vive le Tour! Nogle fik kløpulver ned i bukserne. Men cykelrytterne bedrev selv så omfattende snyd, at de fire første ryttere blev diskvalificeret, sammen med en række andre. Da etaperne varede natten igennem, benyttede mange anledningen til, i ly af mørket, at tage med toget. Favoritten fra 1903, Hippolyte Aucouturier, fæstede et tyndt tov i en korkprop, som han bed om. Tovet var fæstet til en bil, og sådan gik det hurtigt afsted mod målet, hvor han dog blev afsløret.The 7 most creative cheating stories in cycling history - SBNation.com Redaktør Desgrange var så forlegen over skandalerne, der nærmest stod i kø, at han udtalte, at han ikke ville arrangere flere cykelridt.En 1904, Desgrange voulait arrêter le Tour - Le Soir Plus

I 1905 var løbet i gang igen. Nu skulle der ikke mere cykles om natten, så det blev sværere for rytterne at snyde. Der var dog stadig modstand blandt befolkningen, og i første etape punkterede alle deltagerne, bortset fra Jean-Baptiste Dortignacq, grundet 125 kg søm, der lå strøet på vejen.

thumb|Ruten for Tour de France i 1919, efter generobringen af Elsass og Lothringen. Som det sværeste nogensinde regnes cykelridtet i 1919, hvor kun 10 af 155 deltagere kom i mål - det laveste antal nogensinde.Tour de France Statistics Cykelrytterne i 1919 var blandt de aller første civilister, der bevægede sig ind på den sønderskudte vestfront. Da man ikke havde nået at reparere de sprængte broer, var de mange steder nødt til at vade over de krydsende åer. Stank af kloak og forrådnelse hang i luften over et landskab præget af ruiner, mudder, kratere og afsvedne træer. Sammen med cykelrytterne strømmede civilister til vestfronten, i søgen efter savnede slægtninge. Enkernes sorte kjoler stod i kontrast til sløjferne i rødt, hvidt og blåt, der vajede fra uendelige rækker af kors langs med vejkanten, hvor de faldne lå nedgravet - og til Tour de Frances gule førertrøje, der i 1919 blev benyttet for første gang - af Eugène Christophe, der kom i mål som nr. 3.Geir Stian Ulstein: "Landeveiens slaver", Aftenposten 6. juli 2019

Kendetegn thumb|400px|left|Den afsluttende etape på Champs-Élysées i 2004. thumb|left|Tour de France-feltet. Til at begynde med var det samlede klassement et løb på tid som i dag. Fra 1905 til 1912 brugte man et pointsystem til at beregne den samlede stilling. Vinderen af en etape fik 1 point, nummer to fik 2, osv.: Vinderen havde færrest point.

I 1913 gik man tilbage til at køre på tid, og placeringerne er et resultat af de enkelte rytteres tidsforskel til den førendes samlede tid. På en måde er det såre simpelt, men fascinerende. De enkelte rytteres styrker og svagheder bliver omsat til sekunder; uret tikker og viser ingen nåde.

Indtil 2009 kunne der tjenes bonussekunder, som kunne hjælpe rytteren med at rykke frem i stillingen. Især i den første uge kunne det rykke en del rundt i klassementet, da der som regel kun er få sekunder mellem de forreste placeringer. I de indlagte spurter blev der tildelt 6, 4 og 2 sekunder til de 3 første ryttere. Ved målstregen var der 20, 12 og 8 sekunder til nummer 1, 2 og 3.

Løbskommissærerne kan også tildele rytterne strafsekunder, hvis de har observeret snyd. Det kunne være trækken af holdvogne, at blive skubbet eller at modtage forplejning inden for de sidste kilometer. Normalt tildeles straffe på 10, 20 eller 30 sekunder, men de kan være større alt efter graden af snyd.

Skulle en rytter styrte inden for de sidste 3 km, bliver han noteret for den samme tid, som den gruppe han kørte i, da han styrtede.

Tidsgrænsen er en anden regel, som rytterne er nødt til at tage i betragtning især på bjergetaperne og holdtidskørslen. Alt efter etapens sværhedsgrad og hvor hurtigt den bliver kørt, beregnes en vis procentdel, man må komme i mål senere end vinderen. Jo sværere etapen er, og jo hurtigere den bliver kørt, desto højere bliver procentdelen. Kommer rytteren ikke ind inden for tidsgrænsen, bliver han diskvalificeret og udgår af løbet.

Selve indbegrebet af Tour'en er vel nok den gule trøje. Men trøjen blev først indført i 1919 midt i løbet. Journalisterne fra avisen L’Auto (nu L’Équipe), som organiserede Tour'en, ville gerne lettere kunne genkende den førende rytter i feltet. Derfor fik de i samråd med løbsdirektør Henri Desgrange indført en førertrøje. Hvilken farve skulle den have? Ja, L’Auto blev trykt på gult papir, og da bladet var hovedsponsor for løbet, blev trøjen selvfølgelig gul.

Den 19. juli gik etapen fra Grenoble til Geneve. Den morgen blev franskmanden Eugéne Christophe den første rytter, der fik den gule trøje på.

Danskerne har ganske pæne traditioner, hvad angår den gule trøje, landets størrelse taget i betragtning. Den første dansker i gult var Kim Andersen i 1983. Trøjen blev erobret på tredje etape til Roubaix, og han beholdt den i seks dage. I 1985 lykkedes det ham også at køre i den i fire dage.

Efter Kim Andersen har også Jørgen V. Pedersen (1986), Rolf Sørensen (1991), Bjarne Riis (1995/96), Bo Hamburger (1998) og Michael Rasmussen (2007) kørt i det fornemme trikot.

Den største danske præstation i gult var dog Bjarne Riis. I 1995 havde han den gule trøje en enkelt dag, men det overgik han klart året efter (1996). På den uforglemmelige (forkortede) 9.etape til Sestriere vandt han ikke kun selve etapen, men også den gule trøje, som han beholdt hele vejen til Paris. Sestriere-etapen var også speciel, fordi han vandt trøjen fra sin gamle rival Jevgenij Berzin. Riis har dog senere offentligt erkendt, at han var dopet.

Ud over Tour de France findes der to treugers cykelløb: Giro d'Italia (Italien rundt) og Vuelta a España (Spanien rundt). Disse benævnes normalt som Grand Tour-løbene.

Konkurrencer i løbet Vindere Baggrundsartikel: Tour de France-vindere

Fem ryttere har vundet Touren fem gange: Jacques Anquetil (Frankrig) i 1957, 1961, 1962, 1963 og 1964. Eddy Merckx (Belgien) i 1969, 1970, 1971, 1972 og 1974. Bernard Hinault (Frankrig) i 1978, 1979, 1981, 1982 og 1985. Miguel Indurain (Spanien) i 1991, 1992, 1993, 1994 and 1995 (den eneste til at vinde fem på hinanden følgende år). Tadej Pogačar (Slovenien) i 2020, 2021, 2024, 2025 og 2026 Miguel indurain er den eneste til at vinde fem på hinanden følgende år. Til gengæld vandt Jacques Anquetil, Eddy Merckx og Bernard Hinault alle Tour de France i deres første forsøg.

En rytter har vundet Touren fire gange: Chris Froome (Storbritannien) i 2013, 2015, 2016, 2017.

Tre ryttere har vundet Touren tre gange: Philippe Thys (Belgien) i 1913, 1914 og 1920. Louison Bobet (Frankrig) i 1953, 1954 og 1955. Greg LeMond (USA) i 1986, 1989 og 1990.

Gino Bartali er indehaver af rekorden for at vinde Touren med flest års mellemrum, da han vandt Touren sidste gang 10 år efter sin første sejr (i 1938 og 1948).

Ryttere fra Frankrig har sejret flest gange (36), efterfulgt af Belgien (18), Italien (9), Spanien (9), Luxembourg (4), Danmark og USA (3 hver), Schweiz og Holland (2 hver) og Irland, Tyskland og Australien (1 hver).

Én rytter har vundet sprinterkonkurrencen syv gange: Peter Sagan (Slovakiet) i 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2018 og 2019.

Én rytter har vundet sprinterkonkurrencen seks gange: Erik Zabel (Tyskland) i 1996, 1997, 1998, 1999, 2000 og 2001 (seks år i træk)

Én rytter har vundet bjergkonkurrencen syv gange: Richard Virenque (Frankrig) i 1994, 1995, 1996, 1997, 1999, 2003 og 2004.

To ryttere har vundet bjergkonkurrencen seks gange: Federico Bahamontes (Spanien) i 1954, 1958, 1959, 1962, 1963 og 1964. Lucien Van Impe (Belgien) i 1971, 1972, 1975, 1977, 1981 og 1983.

Delkonkurrencer i løbet Sprinterkonkurrencen

thumb|Wout van Aert i den grønne pointtrøje. Denne disciplin kaldes også tit pointkonkurrencen. I årene 1905-1912 blev det samlede klassement afgjort ved et pointsystem. Vinderen af en etape fik 1 point, nummer 2 fik 2 point osv. Rytteren med færrest point var så den førende rytter.

1953 havde Tour’en 50 års jubilæum. For at fejre dette, indførte man en pointkonkurrence som et supplement til det samlede klassement. En mulighed for sprinterne til at gøre sig bemærket, da de som regel ikke kunne gøre sig gældende i kampen om den gule trøje.

I modsætning til Tour’ens fleste andre konkurrencer, blev den grønne trøje indført fra start i 1953. Sponsoren af konkurrencen var den franske butikskæde Belle Jardinier. Den solgte haveredskaber, så det var naturligt, at trøjen skulle være grøn, der jo tilmed også er håbets farve. Én gang har trøjen været rød i stedet for grøn. Det var i 1968, hvor en ny sponsor krævede dette. Men året efter var trøjen grøn igen og har været det siden.

Den schweiziske allroundrytter Fritz Schär vandt første etape i 1953. Dermed kom han både i gult og grønt. Det bevirkede, at den første, der egentlig bar trøjen, var nummer to i konkurrencen Wout Wagtmans fra Holland. Schär kom dog til at bære trøjen senere, da han til sidst kunne køre ind i Paris som vinder af den første grønne trøje.

Den største sprinter gennem tiderne må nok være Briten Mark Cavendish, der har 35 etape etapesejre i løbet. Andre store ryttere som Erik Zabel, Mario Cipollini og Wilfred Nelissen har ydet seværdige sprinterpræstationer. Men som med Tour'ens øvrige konkurrencer skal man holde helt til Paris for at vinde sammenlagt. Mange store sprintere har kørt en formidabel første uge, men har så måtte sige stop, når feltet nåede bjergene.

Efter Erik Zabels dominans i 1990'erne og starten på dette århundrede er sprinterkonkurrencen blevet en langt sværere konkurrence at forudse. Hvert år er mange forskellige ryttere med i kapløbet om den prestigefyldte trøje.