thumb|right|300px|Arkæologiske lokaliteter fra neolitisk tid, kobberalder og tidlig bronzealder, hvor der er fundet spor efter vin- eller olivendyrkning. Vinens historie spænder over tusinder af år tæt knyttet til historien vedrørende landbrug, madkunst, civilisation og mennesket selv. Vinens historie koncentrerer sig især om området omkring Middelhavet.
Kemiske undersøgelser af en gammel persisk krukke tyder på, at vindyrkning fandt sted for 5500 år siden. Krukken blev fundet under udgravninger i Zagro-bjergene i det vestlige Iran og stammer fra den sumeriske Uruk-civilisation. Det er et samfund fra tiden før bronzealderen, som handlede med kobber og værdifulde stene med Afghanistan og andre dele af Iran. I bunden og langs et område af væggen på indersiden har krukken en plet, som tyder på, at der har været lagret væske i den. Pletten indeholdt garvesyre og vinsyre. Krukken har også en lille åbning direkte oven for pletten, – noget som var almindeligt anvendt for at forhindre, at den skulle revne ved eftergæring. I nærheden af krukken blev der også fundet drikkebægre og et stort lerfad, som kan have været anvendt til at opbevare druer. Forskere har fundet forkullede vinranker og druesten, som er dateret til cirka 3500 år før Kristus. Nærmere undersøgelser af dette fund viser, at der blev dyrket druer på samme tid som krukken stammer fra.
Således har også nomadefolk gæret vilde druer og bær til vin. Ved overgangen til agerbrug har vinplanten sammen med figen og oliven formentlig hørt til de første vilde planter, der blev dyrket. Oprindelsen til ordet 'vin' er ikke helt klar. I første omgang er ordet en afledning af det latinske vinum, hvilket igen stammer fra det græske oinos (hvoraf ordet ønologi også stammer). Længere tilbage kan vi ikke spore ordet. Vi ved dog, at vinens historie begyndte i det østlige middelhavsområde og Kaukasus, men også at vinen først for alvor blev dyrket i faraonernes Ægypten. Først her blev en vinbrugsteknik og vinifikation udviklet mere nøjagtigt, som skulle vise sig at holde i årtusinder.www.wineinafrica.co.za
Ægypten og Grækenland thumb|Druedyrkning, vinavl og -handel i det antikke Egypten ca. 1500 BC Også handlen med vin blomstrede i Ægypten. Karavaner og skibe bragte vinen rundt til Middelhavets handelspladser. Måske lagde netop vinhandlen i Ægypten grunden til moderne økonomi, mønthandel, kontrakter, retsvæsen, tidsinddeling m.m.
Dernæst kom vinen til det minoiske Grækenland enten fra Ægypten, Lilleasien eller Thrakien. Man ved, at vinen spillede en stor rolle i Grækenland i anden halvdel af det 2. årtusind f. Kr. Græsk vin var kendt viden om. Chios eksporterede vin helt til Ægypten og Rusland, men også vin fra Thàsos, Lesbos og Rhodos havde et godt ry. På Lesbos modnedes vinen under en film af florgær, ligesom Sherry i dag. Andre steder tilsatte man aromaer, f.eks. krydderier, honning eller harpiks. Man kendte også sammenhængen mellem druesorter, mikroklima og jordbundsforhold.
Vinens vigtighed for grækerne understreges af, at de tillagde den en guddommelig oprindelse. Dionysos, den folkelige gud fra Lilleasien, havde skabt vinstokken. Med vinens berusende effekt kunne folk glemme deres dagligdags bekymringer.www.allaboutgreekwine.com/history
Vin og økonomi I første halvdel af det 1. årtusind f. Kr. havde græske nybyggere grundlagt poliser omkring hele Middelhavet – den græske diaspora. Således blev deres viden om vin også spredt til de nye kolonier på Sicilien, i Syditalien og Sydfrankrig. Her blev vinen videreudviklet. Syditalien endte med at blive grækernes oinotria, deres vinland. Allerede før vor tidsregning var Pompeji avanceret til Italiens vincentrum, og man eksporterede helt til Bordeaux. Da byen blev ødelagt i 79 e. Kr., udbredte romerne vinbruget til hele landet. Stort set alt dyrkbar landbrugsjord i Lazio blev dækket med vinstokke, hvorfor kejser Domitian forbød yderligere anlæg.www.winelawonreserve.com/2011/08/09/domitians-vine-edict-story-wine-law
Det romerske vinimperium left|thumb|Romerrigets ekspansion. Domitians forbud blev først ophævet efter 200 år, da kejser Marcus Aurelius måtte sikre mad og drikke til sine legioner i de nordlige og østlige provinser. Her opstod de store vinkulturer omkring Mosel og Donau, Trier og Bordeaux. Dette lettede forsyningen ud til rigets yderste forposter betragteligt.
I Sydfrankrig, Spanien og ved Rhône havde romerne allerede et grundlag at bygge på i form af byen Marseilles, som nybyggere fra den joniske by Fokaia havde etableret. I takt med at gallere, keltere og germanere blev overvundet, blev der etableret store vinbrug overalt. Nye druesorter blev importeret eller udviklet. Vinifikation med dertil hørende udstyr blev udbredt, herunder persen, amforaen og træfadet. Det meste vin fra Spanien og Marseilles havde ikke det bedste ry i Rom, hvor man hovedsageligt nød vin fra Rhône og Andalusien.
Wachau, Mosel, Rheingau, Pfalz, Bourgogne, Bordeaux, Rhône og Rioja blev i romersk tid til de vinområder, vi kender i dag.
Folkevandringstiden var imidlertid slem ved de fleste kolonier. Det var en social og militær brydningstid, hvor de verdslige fornøjelser, som prægede Romerriget, blev nedprioriteret. Romerrigets forfald betød stagnation i næsten alle vinproducerende lande i Europa. Ikke desto mindre overlevede vinproduktionen, også i Spanien under det mauriske overherredømme. Trods islams forbud mod alkohol var maurerne meget tolerante over for vinproduktion. Bordeaux blev i tidens løb løbet over ende af gascognere, saracenere, gotere og vikinger og blev i 870 brændt af. Men vinproduktionen overlevede. Mod nord i Tyskland og Frankrig fik vinhandlen først et opsving i det 7. og 8. århundrede og mod syd i Italien og Spanien endnu senere.
Den florentinske højfinans Konsekvenserne af Romerrigets fald var naturligvis store i selve Italien. Det magttomrum, som centralmagtens sammenbrud og den katolske kirkes langsomme udvikling til en magtfaktor udgjorde, fristede mange folkeslag til at angribe landet. I 455 blev Rom f.eks. erobret af både østgotere og vestgotere og vandaler, og de plyndrede og ødelagde store dele af landet. Vinhandlen overlevede, men sygnede hen til ren småhandel for landbefolkningen. Vinindustrien begyndte først at blomstre igen, da kystbyerne Venedig og Genova opstod og tjente på korstogene, og da Firenze blev Europas finanshovedstad i senmiddelalderen. Allerede så tidligt fik visse florentiske navne, som vi kender i dag, et godt ry, f.eks. Antinori og Frescobaldi. Begge familier havde skabt formuer på andre områder, men blev rådgivet til at investere i vinhandel. I første omgang handlede de ikke med toscansk avl. Frescobaldi handlede med Bordeaux-vin, som det engelske hof foretrak. Der skulle dog flere århundrede, før Italiens egen vinproduktion skulle overgå fortidens glans.
210px|right|thumb|Château La Tour i Bordeaux Bordeaux og Bourgogne Frankrigs historie var meget anderledes end Italiens. Vestgoterne, burgunderne og frankerne dominerede landet efter Romerrigets fald. Merovingerne, karolingerne og især Karl den Store understøttede vinavlen især i Bourgogne. Den berømte vinskråning Grand Cru Corton Charlemagne bærer ligefrem hans navn.
Middelalderens kristne munkeklostre fik enorm betydning for vinavlen i Bourgogne. I 1112 ankom Bernhard af Clairvaux til klostret Cîteaux ved Nuits-saint-Georges, hvor hans indflydelse voksede. Som abbed anlagde han nye vinmarker, og områderne i Chablis og Côte-d'Or nåede deres første højdepunkt under hans efterfølgere. De besluttede at bruge Chardonnay og Pinot Noir og indførte en hierarkisk klassificering af områdets parceller, som gælder i dag.
Bordeauxs stilling som vigtigt vinområde blev grundlagt i middelalderen. Frankrig var det første land, hvor vinhandel var en vigtig eksportvare.
Vin i Tyskland thumb|Vinkælder på Kloster Eberbach Karl den Store understøttede vinavlen i Tyskland. Ifølge legenden betragtede han tøbruddet fra sit palads ved Rhinen på de mest velegnede skråninger i Rheingau. Han lavede regler for vinifikation, sørgede for at de bedste druesorter blev udvalgt og skabte grundlaget for begrænset privat udskænkning: Strausswirtschaft eller Buschenschank. Han havde en vision for vinavlens økonomiske rolle og den dertil nødvendige lovgivningspolitik. Det viste sig banebrydende for udviklingen af tysk vinavl de næste århundreder.
Hvor Karl den Store var den store igangsætter af en ny vinkultur, blev det Benediktinerordenen og Cistercienserordenen, der bar den videre. Disse grundlagde i 1136 Kloster EberbachWeingut Online-Vinothek Tagungen Events Gastronomie Freundeskreis · Kloster Eberbach i Rheingau, som i det 12. og 13. århundrede udviklede sig til at blive Europas største vinproducent med næsten 200 handelsfilialer rundt om i Europa. Med Bourgogne som model anlagde de det vingården, hvor cistercienserne plantede fortrinsvis røde druesorter, som de havde bragt med sig fra Frankrig. Der var store økonomiske grunde til at, at kirker og klostre i Rheingau dyrkede vin så intensivt. Karl den Store havde givet kirken ret til at råde over tiendet, hvorved de fik mulighed for at eksportere varer til samtlige europæiske markeder og styrke deres militære og politiske position.
Således udviklede hele Tyskland sig til et hav af vinmarker. Fra det 12. til det 17. århundrede var det samlede areal 300.000 hektar. Vore dages areal er kun en tredjedel. Vinhandlen centrerede sig omkring byerne Köln og Frankfurt, hvor Kloster Eberbach havde sine vigtigste filialer. I dag dyrkes rødvin mest i Ahr.
Stormagterne Spanien og Portugal På Den Iberiske Halvø begyndte en egentlig vinproduktion senere end i Frankrig og Tyskland. Indtagelse af vin var forbudt under det mauriske styre, men vinproduktion og -handel var tilladt og gav gode skatteindtægter. Eksport til England blev en stor økonomisk faktor efter de kristnes tilbageerobring. Og efter Spaniens genforening i slutningen af det 15. århundrede og efter spanske leverandørers ankomst i Londons handelscentrum. Spanien havde allerede i det 13. århundrede god vinavl i Toro, Rioja og Navarra, men de producerede til hjemmemarkedet.
Efter at søhandelsbyen Venedigs monopol på søde vine blev ophævet, og efter at englænderne var ude af Bordeaux, kom der efterspørgsel. Især Andalusien tiltrak sig engelske købmænds opmærksomhed på grund af bl.a. skattefrihed. Malagas og Jerez' vine var ikke de mest populære, men de blandedes i svagere vine.
Grunden til, at de europæiske vinplanter nåede til Den Nye verden, var Spaniens bestræbelser på at blive en verdensmagt i det 15. og 16. århundrede. Det havde opdagelsesrejsende som Christoffer Columbus banet vejen for med opdagelsen af Amerika. Allerede erobreren Hernán Cortés havde i kolonialismens begyndelse medbragt vinplanter til Mexico, og de første vinmarker i Chile blev anlagt i midten af det 16. århundrede. Sydamerika havde vinifera-planter længe før Nordamerika. I begyndelsen eksporteredes sågar vin til Europa, indtil sydamerikansk vin sygnede hen. Det har ændret sig inden for de seneste tre årtier.www.winesfromspain.com
Fra Holland til England Mellem 1600 og 1800 var England ikke blot verdens politiske og militære stormagt, men også vinhandlens. Derfor fik England en stor betydning for vinens udvikling i Frankrig, Spanien og Portugal, som var vinhistoriens vigtigste skuepladser. Men faktisk var hollænderne de første til at forstå betydningen af verdensomspændende handel med kolonier overalt. De havde været i krig med Spanien og Portugal i mange år og havde overtaget kolonier fra dem. Deres handelsflåde var mange gange større end Frankrigs og Englands tilsammen.
Det var således hollænderne, der først udskibede vin fra Oporto. De begyndte også at fremstille brændevin i Armagnac og Cognac. Da englænderne havde forladt Bordeaux efter herredømmet over Gascogne, overtog hollænderne, og de hjalp bl.a. familien Pontac og Lestonnac, der etablerede det Premier-Cru-landkort, vi kender fra det 19. og 20. århundrede.