thumb|Fem olympiske ringe symboliserer de olympiske lege. thumb|I antikkens olympiske lege var løb den eneste idrætsgren. thumb|Tænding af Den olympiske ild under De 21. olympiske vinterlege i 2010. De olympiske lege (forkortes OL) er en sportsbegivenhed med mange sportsgrene, der afholdes hvert fjerde år. De olympiske lege kendes fra to æraer: Antikkens olympiske lege og de moderne olympiske lege, som Pierre de Coubertin tog initiativet til i slutningen af 1800-tallet . Han fik etableret den Internationale Olympiske Komité (IOC) i 1894. Den afholdt de første moderne olympiske lege i 1896 i Athen.
IOC har siden udviklet sig til en magtfuld organisation med politisk og økonomisk kontrol over alle aspekter af legene. I begyndelsen var visionen, at legene var forbeholdt amatørsportsudøvere, men op gennem 1900-tallet blev idealet undergravet, først af politiske og senere af kommercielle årsager. Derfor har nu selv højt betalte sportsudøvere lov til at deltage i legene, men kan dog ikke opnå direkte økonomiske gevinster ved deltagelsen, idet der udelukkende konkurreres om medaljer og ære ved de olympiske lege.
De olympiske lege er opdelt i sommer-OL og vinter-OL. I de seneste årtier er der paralympiske lege for handicappede. IOC's nyeste initiativ er ungdomsolympiske lege for unge mellem 14 og 18 år. Det afholdtes første gang i 2010 i Singapore. Både de paralympiske lege og de ungdomsolympiske lege afholdes i sommer- og vinterudgaver. De fire år mellem to olympiske lege er en olympiade, men udtrykket bruges ukorrekt om selve legene.
Fra de første moderne olympiske leges afholdelse til nutiden er legene blevet mere og mere populære, og næsten alle nationer deltager i sommer-OL, mens deltagelsen i vinter-OL er mere begrænset, da nogle lande har beskedne muligheder for at dyrke vintersport. Med den stigende opmærksomhed har legene stået over for en række udfordringer som politisk boykot, brug af doping, bestikkelse samt terrorisme.
Legene har fra begyndelsen i 1896 været omgivet af en række ceremonier med åbnings- og afslutningsceremonierne med faste indslag. Også legenes motto Citius, Altius, Fortius (Hurtigere, højere, stærkere) har ligget fast siden de første moderne lege.
Sporten under de olympiske lege
33 sportsgrene med 53 discipliner og omkring 400 konkurrencer er en del af det olympiske program. Heraf står sommerlegene for 26 sportsgrene og 38 discipliner, mens der ved vinterlegene konkurreres i 7 sportsgrene med 15 discipliner."IOC – Sports", www.olympic.org, hentet 5. marts 2009 Atletik, svømning, fægtning og gymnastik har været på programmet uafbrudt siden de første sommerlege, mens skisport, skøjteløb og ishockey har været med ved alle vinterlegene. En række sportsgrene er så kommet til på senere tidspunkter, idet nogle er begyndt på demonstrationsniveau. Det gælder eksempelvis volleyball og badminton. Andre sportsgrene har stået på det olympiske program, men er gledet ud igen: golf, tovtrækning og cricket. Visse sportsgrene har i en periode været ude, men er senere kommet tilbage, blandt andre tennis og bueskydning.
Beslutningen om, hvilke sportsgrene og discipliner der skal være på programmet, tages af IOC-kongressen. Der lægges blandt andet vægt på, at en sportsgren eller disciplin har global udbredelse. Endvidere kan motorbaserede sportsgrene ikke optages på det olympiske program. I de senere år har der været relativt få udskiftninger i programmet, idet baseball og softball tages af programmet til OL i London 2012. En række sportsgrene og discipliner anerkendes af IOC, skønt de ikke er på programmet. IOC har besluttet, at der til et sommer-OL højst må optræde 28 sportsgrene med i alt 301 konkurrencer samt i alt højst 10.500 sportsfolk."Factsheet: The sports on the olympic programme" , IOC, februar 2008
I mange år var det et centralt punkt, at kun amatører måtte deltage i legene. Pierre de Coubertin, ophavsmanden til de moderne lege, var inspireret af ånden fra det engelske skolevæsen, hvor idealet var en gentleman, der var god til lidt af hvert, men ikke specialiseret. Fairness var også et vigtigt karaktertræk, og på den tid fandt man, at professionelle sportsudøvere havde en unfair fordel over amatørerne. Gennem årene blev amatørismen dog undermineret, og derfor er det generelt ikke længere en betingelse, at være amatør for at deltage i OL, idet dog enkelte internationale forbund begrænser, hvem der kan deltage i OL.
Markante olympiske præstationer Gennem årene har der forekommet en række præstationer ved legene, der har sat sig spor i historien:
140 nationer har opnået mindst én medalje ved OL. USA har gennem OL-historien vundet flest medaljer med 2.514 ved vinter- og sommer-OL til og med 2008, 1.008 af guld. Derefter følger Sovjetunionen med 1.204 medaljer i alt (473 af guld) og Storbritannien med 736 i alt (215 af guld). Disse tre lande er også øverst på listen over medaljetagere, når man regner sommer-OL alene. Hvis man ser på medaljeslugere ved vinter-OL, toppes listen af Norge med 280 medaljer, deraf 98 af guld. Derefter følger USA og Sovjetunionen med henholdsvis 216 og 194 medaljer i alt (begge med 78 guld).
I alt 79 af de nuværende IOC-medlemslande har aldrig vundet en OL-medalje. Monaco har deltaget ved 25 OL uden at få en idrætsudøver på sejrsskamlen. thumb|Carl Lewis vandt længdespring ved fire OL i træk. I alt tre idrætsudøvere har vundet guldmedalje i samme individuelle disciplin ved fire OL i træk. Det gælder den danske sejler Paul Elvstrøm i finnjolle (1948-1960) samt amerikanerne Al Oerter i diskoskast (1956-1968) og Carl Lewis i længdespring (1984-1996). Ved vinter-OL indehaves den tilsvarende rekord af tyske Georg Hackl med tre guldmedaljer i kælk (1992-1998).
Den tyske kajakroer Birgit Fischer er den første kvindelige sportsudøver, der har vundet guld ved seks forskellige OL samt den første sportsudøver overhovedet, der har vundet mindst to medaljer ved fem forskellige OL. Hun deltog ved OL i perioden 1980-2004. thumb|Michael Phelps med en af sine otte guldmedaljer fra OL i Beijing 2008. Med sine mange discipliner er svømning en af de sportsgrene, der giver bedst mulighed for, at en idrætsudøver kan vinde mange medaljer, og rekorden i antal guldmedaljer ved samme lege stammer da også herfra. Ved OL i Beijing 2008 vandt amerikaneren Michael Phelps otte stykker og overgik dermed sin landsmand Mark Spitz, der vandt syv gange guld ved OL i München 1972. Phelps er i øvrigt også den idrætsudøver, der samlet har vundet flest guldmedaljer med i alt 16.
Den mest vindende ved vinter-OL er nordmanden Bjørn Dæhlie, der 1992-1998 vandt otte guld- og fire sølvmedaljer i langrend. Ved ét OL er den mest vindende Eric Heiden i hurtigløb på skøjter med fem guld i 1980.
Idrætsudøveren med flest medaljer i alt er Michael Phelps i svømning med 22 medaljer 2004-2012. Larisa Latynina fra Sovjetunionen vandt 18 medaljer i gymnastik 1956-1964.
Østtyskeren Christa Luding-Rothenburger er eneste medaljevinder ved både vinter- og sommer-OL i samme år, da hun efter guld i hurtigløb på skøjter om vinteren i Calgary 1988 vandt sølv i cykelløb om sommeren i Seoul.
Under OL i Stockholm 1912 forekom verdens hidtil længste brydekamp. Den varede 11 timer og 40 minutter. Den stod mellem Klein og Asikainen, og da Klein vandt, var han for træt til at kæmpe i finalen, så mesterskabet gik til Johansson uden kamp.
Ved OL i Antwerpen 1920 deltog den svenske skytte Oscar Swahn for tredje gang ved et OL og satte dermed rekord som den ældste medaljevinder med sine 72 år. Han vandt i alt tre guld-, en sølv- og to bronzemedaljer ved de tre lege, han deltog i.
I vandpoloturneringen under OL i Melbourne 1956 mødtes Ungarn og Sovjetunionen i semifinalen i en kamp med stærke politiske overtoner, efter at opstanden i Ungarn kort inden var slået brutalt ned af sovjetiske soldater. Kampen blev kendt som "Blod i vandet-kampen", idet den ungarske spiller Ervin Zador efter kampens afslutning kom op af vandet med blodet strømmende fra et sår, som en sovjetisk spiller havde påført ham. Ungarn vandt kampen 4-0 og vandt guldmedaljerne for fjerde gang.
Danske præstationer Danmarks fodboldlandshold har vundet tre sølv- og en bronzemedalje i fodbold. Under OL i London 1908 vandt holdet sølv og satte med 17-1 sejren over Frankrig A en stadig gældende rekord i sejrsstørrelse for landshold.
OL i London 1948 blev de bedste for Danmark nogensinde, da det blev til fem guld-, syv sølv- og otte bronzemedaljer.
Sejleren Paul Elvstrøm har vundet fire OL-guldmedaljer i træk i samme disciplin 1948-1960. Roeren Eskild Ebbesen og sejleren Jesper Bank har begge vundet tre guldmedaljer, men ikke i træk.
Danmark har som den eneste nation vundet tre guldmedaljer i kvindehåndbold, oven i købet i træk (1996-2004).
Historie Antikkens olympiske lege
Antikkens olympiske lege foregik i oldtidens Grækenland, hvor atleter dystede i Olympia inden for løb, brydning og diskoskast. Atleterne dystede nøgne, og kun frie mænd kunne deltage og være publikum. Vinderne af antikkens lege blev kronet med en krans fra det hellige oliventræ, der voksede bagved Zeus-templet. Ifølge en overlevering blev træet plantet af Herakles, som indstifter af legene.Home Page
thumb|Oprindeligt stadion i Olympia i Grækenland. Sejrslisterne over vinderne af stadionløbet (den ældste disciplin) går tilbage til 776 f.Kr., men festen er langt ældre og muligvis udsprunget af gravlege for Pelops.Chr. Gorm Tortzen: De Olympiske Lege i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=135271 Legene blev snart udbredt over hele det antikke Grækenland og var af både religiøs, politisk og sportslig betydning. Under legene var der ud over sportskonkurrencerne også rituelle ofringer til Zeus og sagnkongen Pelops. Den politiske betydning ses af, at hvis der var krige og konflikter, hvor legene skulle begynde, holdt de stridende parter våbenhvile, mens legene stod på. Ud over de olympiske lege var der i oldtidens Grækenland tilsvarende sportsbegivenheder som de delfiske lege.
Efter de olympiske leges højdepunkt i det 6. og 5. århundrede f.Kr. aftog deres politiske betydning ved den makedonske kong Filips magtovertagelse og især efter at romerne fik magten i området. Kejser Theodosius 1. den Store skal være ansvarlig for det endelige dødsstød for de antikke olympiske lege, da han i 393 forbød legene som hedenske i forbindelse med sin støtte til kristendommens indførelse som statsreligion.
Forløbere for de moderne olympiske lege thumb|Baron Pierre de Courbertin, initiativtager til de moderne olympiske lege. Det egentlige initiativ til genoptagelse af olympiske lege stammer fra midten af det 19. århundrede, men der var flere hundrede år forinden afholdt sportskonkurrencer, der havde varianter af "olympisk" knyttet til sig. Englænderen Robert Dover tog initiativ til Cotswold Olimpick Games, der er blevet afholdt årligt siden (mellem 1604 og) 1612, hvor 1612 regnes som den officielle start i Cotswolds.
Også i Frankrig afholdtes L'Olympiade de la République 1796-1798. Den omfattede en række konkurrencer kendt fra antikkens lege. I Grækenland havde man efter løsrivelsen fra det Osmanniske Rige i 1829 behov for at styrke nationalfølelsen. Her var den antikke olympiske tradition et velegnet middel. De første moderne internationale olympiske lege blev i Athen i 1859. Ud over grækere deltog sportsmænd fra det Osmanniske Rige. Disse regionale lege blev gentaget i 1870 og 1875.