Sværd

thumb|Sværd fra slutningen af middelalderen

Et sværd er et blankvåben med en ægget klinge, som er beregnet til at hugge, skære eller støde med ved håndkraft. Klingen, der er længere end klingen på en kniv eller dolk, er fastgjort til et fæste og kan være lige eller krum. Et sværd fremstillet til at støde eller stikke har som regel en mere lige klinge med en spids od. Et hugsværd er oftere krumt og har en skarp æg på den ene eller begge sider af klingen. Mange sværd er udformet til både stød og hug. Den præcise definition af et sværd varierer efter historisk periode og geografisk område.

Historisk udviklede sværdet sig fra dolken i bronzealderen, og de ældste eksemplarer stammer fra omkring 1600 f.Kr. Det senere jernaldersværd var fortsat forholdsvis kort og havde ingen parerstang. Den romerske spatha, som blev udviklet i senromerske hær, blev forløberen for middelalderens europæiske sværd. Den blev først videreført som folkevandringstidens sværd og udviklede sig først i højmiddelalderen til det klassiske riddersværd med parerstang. Det engelske ord sword stammer fra det oldengelske sweord.Ordet er beslægtet med oldhøjtysk swert og oldnordisk sverð og stammer fra den protoindoeuropæiske rod *swer-, "at såre, at skære". Før omkring 1500 var stavemåden swerd(e) langt mere almindelig end sword(e). Det uregelmæssige bortfald af /w/ i den engelske udtale stammer ligeledes fra omkring 1500 og findes i enkelte andre ord såsom answer (sammenlign med swear) og conquer (sammenlign med query). Charles Barber, Joan Beal og Philip Shaw: The English Language, Canto Classics, 2. reviderede udgave, Cambridge University Press, 2012, s. 206 (). Latin havde ordene ensis, gladius og spatha. Som betegnelse for det sværd, der blev anvendt af den senromerske hær, blev spatha ophav til ordene for »sværd« i de romanske sprog, blandt andet italiensk spada, iberisk espada og fransk épée. Både gladius og spatha er låneord på latin. Ensis var den generelle betegnelse for »sværd« på klassisk latin og blev igen udbredt i renæssancens latin, mens man på middelalderlatin hovedsageligt anvendte gladius som den generelle betegnelse.

Anvendelsen af sværd kaldes sværdkunst eller i en moderne sammenhæng fægtning. I tidlig moderne tid udviklede de vestlige sværd sig i to hovedretninger: stødsværd og sabler.

Stødsværd som kården og senere hofkårde blev udformet til hurtigt at gennembore modstanderen og påføre dybe stiksår. Deres lange og lige, men samtidig lette og velafbalancerede konstruktion gjorde dem meget manøvredygtige og dødelige i en duel, men forholdsvis ineffektive til hug og slag. Et velrettet udfald og stød med sværdets od kunne afslutte en kamp på få sekunder. Det førte til udviklingen af en kampstil, der minder meget om moderne fægtning.

Hugsværd som sablen og lignende klinger som huggerten var kraftigere bygget og blev oftere anvendt i krig. Sablen var konstrueret til at hugge og slå mod flere fjender, ofte fra hesteryg. Dens lange, krumme klinge og balancepunkt lidt fremme gav den sine særlige dødbringende egenskaber på slagmarken. De fleste sabler havde også en skarp od og tveæggede klinger, så de kunne gennembore den ene soldat efter den anden under et kavaleriangreb. Sabler blev anvendt på slagmarken frem til begyndelsen af 1900-tallet. Den amerikanske flådes M1917-hugger, som blev anvendt under første verdenskrig, blev opbevaret i flådens våbenlagre langt ind i anden verdenskrig. Under Stillehavskrigen fik mange amerikanske marinesoldater udleveret en variant kaldet M1941-huggeren, der blev anvendt som en improviseret machete til junglebrug.Clements, J. og Hertz, B.: The Myth of Thrusting versus Cutting Swords.Wagner, R.: Focus on the M1917/M1941 Cutlass. Angelfire.

Ikke-europæiske våben, der klassificeres som sværd, omfatter enæggede våben som den mellemøstlige krumsabel, den kinesiske dao og den beslægtede japanske katana. Den kinesiske jiàn er et eksempel på et ikke-europæisk tveægget sværd, ligesom de europæiske modeller, der udviklede sig fra det tveæggede jernaldersværd.

Historie thumb|Jernsværd fra Han-dynastiet i Kina.

Forhistorisk tid og oldtid

Bronzealderen

thumb|Sværd af Apa-typen fra 1600-tallet f.Kr.

De første våben, der kan beskrives som sværd, stammer fra omkring 3300 f.Kr. De er fundet i Arslantepe i Tyrkiet, er fremstillet af arsenbronze og er omkring 60 cm lange.Frangipane, M. et al. (2010): »The collapse of the 4th millennium centralised system at Arslantepe and the far-reaching changes in 3rd millennium societies«. ORIGINI XXXIV, 2012, s. 237–260. Nogle af dem har indlægninger af sølv.

thumb|Sværdene, der blev fundet sammen med Himmelskiven fra Nebra, omkring 1600 f.Kr.

Sværdet udviklede sig fra kniven eller dolken. I bronzealderen, omkring 3000 f.Kr., begyndte sværdet at adskille sig fra dolken, da der blev fremstillet våben af kobber og bronze med lange, bladformede klinger og fæster, der bestod af en grebformet forlængelse af klingen. En kniv adskiller sig fra en dolk ved kun at have én skærende æg, mens en dolk har to. I løbet af det 3. årtusinde f.Kr. blev det muligt at fremstille længere klinger i Mellemøsten, først af arsenkobber og senere af tinbronze.

Klinger, der var længere end 60 cm, var sjældne og upraktiske frem til den sene bronzealder, fordi elasticitetsmodulet, og dermed stivheden, i bronze er forholdsvis lavt. Længere klinger havde derfor let ved at bøje. Sværdets udvikling fra dolken foregik gradvist. De første våben, der entydigt kan klassificeres som sværd, er fundet på minoisk Kreta og dateret til omkring 1700 f.Kr. De har en samlet længde på mere end 100 cm og betegnes som type A-sværd fra den ægæiske bronzealder.

En af de vigtigste og mest langlivede sværdtyper fra den europæiske bronzealder var Naue II-typen, der er opkaldt efter Julius Naue, som var den første til at beskrive den. Typen kaldes også Griffzungenschwert (). Den optrådte første gang omkring 1200-tallet f.Kr. i Norditalien eller i en bredere urnemarksammenhæng og forblev i brug langt ind i jernalderen. Typen havde således en levetid på omkring syv århundreder. I løbet af denne periode skiftede metallet fra bronze til jern, men det grundlæggende design forblev uændret.

Fra omkring 1200 f.Kr. blev Naue II-sværd eksporteret fra Europa til det ægæiske område og så langt mod øst som Ugarit. Det skete blot få årtier før de sidste paladskulturer brød sammen under bronzealderens sammenbrud.Jung, R. og M. Mehofer (2008): »A sword of Naue II type from Ugarit and the Historical Significance of Italian type Weaponry in the Eastern Mediterranean«. Aegean Archaeology 8, s. 111–136. Naue II-sværd kunne være op til 85 cm lange, men de fleste eksemplarer måler mellem 60-70 cm. Robert Drews kædede Naue II-sværdene, der spredte sig fra Sydeuropa til Middelhavsområdet, sammen med bronzealderens sammenbrud.

Naue II-sværdene blev ligesom de nordiske fuldgrebssværd fremstillet med både funktionalitet og æstetik for øje. Sværdenes fæster var smukt forarbejdede og havde ofte falske nitter, der skulle gøre dem mere visuelt tiltalende. Sværd fra det nordlige Danmark og Nordtyskland havde som regel tre eller flere falske nitter i fæstet.

Fremstilling af sværd i Kina er dokumenteret fra Shang-dynastiet i bronzealderen. Teknologien til fremstilling af bronzesværd nåede sit højdepunkt under De stridende staters tid og Qin-dynastiet. På nogle sværd fra De stridende staters tid blev der anvendt særlige teknologier. Eksempelvis kunne ægge med et højt tinindhold støbes omkring en blødere kerne med et lavere tinindhold, eller klingen kunne udsmykkes med diamantformede mønstre; se Goujians sværd. Et andet særkende ved kinesisk bronze er den konsekvente anvendelse af bronze med et højt tinindhold på 17–21 %. Denne legering er meget hård, men brækker ved for stor belastning. Andre kulturer foretrak bronze med et lavere tinindhold, normalt omkring 10 %, som i stedet bøjer ved for stor belastning. Selvom jernsværd blev fremstillet samtidig med bronzesværd, erstattede jernet først bronzen fuldstændigt i begyndelsen af Han-dynastiet.

På det indiske subkontinent er de ældste kendte bronzealdersværd af kobber fundet på bopladser fra Induskulturen i de nordvestlige dele af Sydasien. Ved arkæologiske udgravninger i hele Ganges-Jamuna-Doab-området på det indiske subkontinent er der fundet sværd af bronze, men oftere af kobber.Allchin, s. 111–114. I Fatehgarh er der fundet forskellige eksemplarer med flere typer fæster. Sværdene er blevet dateret forskelligt til perioden mellem 1700 og 1400 f.Kr. Andre indiske sværd fra samme periode er fundet ved Kallur i Raichur.

Jernalderen

thumb|upright=0.7|Sværd fra Hallstattkulturen

Jern blev stadig mere almindeligt fra 1200-tallet f.Kr. Før denne periode blev sværd anvendt mindre hyppigt. Jernet blev ikke hærdet ved bratkøling, selvom det ofte indeholdt tilstrækkeligt kulstof, men blev ligesom bronze deformationshærdet ved hamring. Jernsværdene var derfor kun lige så stærke og hårde som bronzesværd eller en smule bedre. De kunne fortsat bøje under brug uden at vende tilbage til deres oprindelige form. Den enklere fremstilling og den bedre tilgængelighed af råmaterialet gjorde det imidlertid for første gang muligt at udstyre hele hære med metalvåben, selvom egyptiske hære i bronzealderen undertiden var fuldt udrustet med bronzevåben.Burton, s. 78.

Sværd fra oldtiden findes ofte på gravpladser. Sværdet blev som regel placeret på den afdødes højre side og blev ofte lagt oven på liget. I mange grave fra den sene jernalder blev sværdet og sværdskeden bøjet 180 grader. Dette blev betegnet som at "dræbe sværdet". Det kan tyde på, at sværd blev betragtet som særligt virkningsfulde og magtfulde genstande.

Indisk oldtid Stål med et højt kulstofindhold til fremstilling af sværd, som senere blev kendt som damaskusstål, blev sandsynligvis udviklet i Indien omkring midten af det 1. årtusinde f.Kr. Periplus Maris Erythraei omtaler eksport af sværd af indisk jern og stål fra oldtidens Indien til antikkens Grækenland.Prasad, kapitel IX. Klinger af damaskusstål fra det indiske subkontinent fandt også vej til Persien.

Græsk-romersk oldtid

I klassisk oldtid samt under Partherriget og Sassanideriget i Iran var jernsværd blevet almindelige. Det græske xiphos og det romerske gladius er typiske eksempler på denne sværdtype og målte omkring 60-70 cm. I det sene Romerriget blev den længere spatha indført. Betegnelsen for den, der bar sværdet, spatharius, blev senere en rang ved hoffet i Konstantinopel. Fra denne periode anvendes betegnelsen langsværd om sværd, der var forholdsvis lange sammenlignet med andre sværd fra deres respektive perioder.

Sværdene fra Parther- og Sassanideriget var forholdsvis lange. Klingerne på nogle sene sassanidiske sværd var lige under én meter lange.

Sværd blev også anvendt til at udføre forskellige former for korporlig afstraffelse, herunder afhugning af legemsdele, samt til dødsstraf ved halshugning. Siden romersk tid blev anvendelsen af sværdet, som blev betragtet som et ærefuldt våben, i Europa anset for et privilegium forbeholdt adelen og de øverste samfundslag.Naish, s. 39.

Persisk oldtid thumb|upright=0.75|Dareios 1. af Persien med en acinaces i skødet

I det 1. årtusinde f.Kr. anvendte de persiske hære en sværdtype af oprindeligt skytisk design, som blev kaldt akinaka (acinaces). Persernes omfattende erobringer gjorde imidlertid sværdet så kendt som et persisk våben, at den oprindelige våbentypes karakter efterhånden blev uklar. Betegnelsen akinaka er således blevet anvendt om enhver sværdtype, som den persiske hær foretrak på et givent tidspunkt.